Uzma’s overlevelsesguide

Uzma’s overlevelsesguide

– Når du har løbet en maraton og har mødt muren

Jeg drister mig til at dele denne inkomplete guide, med en note om at jeg kæmper med at nå trin 7,  fordi jeg gerne vil i gang med trin 8. Men har fundet ud af, at jeg ikke kan komme videre, hvis jeg ikke indfinder mig på trin 7. No short Cuts. Håber I kan bruge det til noget. Og tak for støtte og opbakning.

1.    Træk vejret dybt, sid evt. stille og stop med det samme al selvevaluering og medfølgende selvpiskeri, du kan ikke tænke dig ud af situationen. Og nej, visdommen indtræder ikke med det samme, selvom der er meget at lære, når man møder muren. Det er megasvært, så alle kneb gælder. Anskaf dig f.eks. et netflix-abonnement og se tre serier i træk. Har du overskud så dyrk motion ellers bare gå tur, hvor du opfinder et formål, så som at købe en mælk i den butik, som er længst væk.
2.    Snak med mennesker der ikke er i chok, og som er fornuftige. Måske mennesker, hvis meninger og faglighed du ellers respekterer. Vær ærlig, og sig, at du har brug for at blive inspireret og blive klogere og i bedre humør. Hvis du har svært ved at komme ud af døren og slippe ud af nattøjet, så arranger mødedage, med op til 5 møder på en dag. Fra morgen til aften. Restituer så de næste tre-fire dage.
3.    Har du børn, så smølf ind i deres verden, lad dem være midtpunktet for dine planer, det giver god mening, at de får lov til at ”redde” én væk fra tankemylder og bekymringer. Hvis det er overskueligt, så tag dem med til strand eller skov, og find sten med huller i og brøl ud over bølgerne sammen.
4.    Ræk ud efter nære venner og familie, som kan tåle at se dig i mental hængerøv og sig tak til dem, fordi de gider lægge øre til, men også bare vil drikke kaffe og spise kage. Lad være med at udsætte dig for sammenhænge, hvor du skal være påtaget flink og positiv. Det gør dig bare ked af det. Hvis du er tvunget til det, f.eks. fordi du skal på tre-dages kursus hos anden aktør i forretningsforståelse, så fortæl, hvor du er i dit liv og opnå amnesti, og måske tilmed opmuntring. Hvis du skal til bryllup, så brug anledningen på at fokusere på det gode som sker omkring dig, f.eks. hvor dejligt det må være for brudeparret.
5.    Udfør symbolske handlinger. Tildel f.eks. de sten, som du har fundet med huller i ved stranden, en værdi, som repræsenterer de negative begivenheder i dit liv, som minder dig om situationen du står i lige nu. Træk dem på en snor og lad dem symbolisere den du er blevet til i dag. Det kan gøre dig stærkere at se på og sikkert også mere stædig. Det er godt, for så holder du fast i, hvem du er, og hvad der har gjort, at du kan overleve. At skrive om negative oplevelser kan også være en måde at kommer videre på.
6.    Nu har du måske så meget overskud, at du kan begynde at se på alle de skulderklap du har modtaget, for i det hele taget at have vovet og samlet mod. Smør dig ind i det som en teflonbelægning, du kan bruge til næste gang du vover dig ud i stormvejr, maraton eller konflikter, som kan føre til knæk eller midlertidige stop på din vej gennem livet.
7.    Hold fast i at du er en del af et større fællesskab, og at du er noget i kraft af det. Alle har interesse i at du tror på dig selv og den du er, også når du ikke selv gør det. Det er en konstatering uden selvhøjtidelighed eller selvmedlidenhed. Punktum.
8.    Tag nu fat i det du brænder for, og arbejd videre ad de veje som viser sig. Når du hertil, har du ikke noget at miste – for du har dig selv med.

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *