Tordenvejr

Tordenvejr
Sætter stød til billeder af frygt, enten i form af nullermænd, der i et glimt bliver monsterstore, eller får tankerne til at kredse om farlige spøgelser, som gør det umuligt at gå alene på toilettet i store huse. Snakken gik om bordet blandt tre kusiner og en fætter da uvejret meldte sig i sommerferien hos Nani (mormor) på Langelinie i Odense. De to yngste på 4 og 7 var enig om, at tordenvejr er det de er allermest bange for i hele verden.

I går afleverede jeg pigerne efter at have haft dem i fire uger næsten i streg. Den sidste uge er Madina begyndt i skole i 1. Klasse. Men Jamilla har været syg med halsbetændelse, og er først kommet afsted i dag. Hun har glædet sig, så meget til at starte i den nye 5. Klasse på en ny skole. Vi fejrede det med pandekager lavet på slum, med det sidste mælk.

Jeg sidder nu med en kop tchai, og tager tilløb. Har egentlig ikke lyst til at rydde op og folde sammen. For sommerern har været god med gode mennesker og gode snakke. Det føles som at få renset sjælen og få den blødgjort. Sidder i stedet og tænke over, hvor privilligerede vi i grunden er, når det vores børn frygter mest er torden. Jeg selv burde frygte min egen situation, fordi jeg er arbejdsløs og træder ud i nul penge til oktober. Arbejder da også på at søge job med ansøgninger og diverse snakke, som burde hjælpe mig på vej. Men jeg spekulerer dagligt og sommertider også natligt på, om jeg stadig er berettiget til at mærke Weltsmertz, når jeg står i den konkrete situation, hvor jeg er mor til to, og dermed er den, som er voksen i familien, og skal sørge for penge til hverdagen.

Jeg ville ønske jeg kunne slukke hjertet, men det kan jeg ikke. Jeg er noget i kraft af verden, og den er en del mig, det kan jeg ikke løbe fra. Sidst jeg prøvede at slumre ind i min usynligheds-jeg-er-bare-helt-almindelig-biblioteksbruger-kappe og havde vovet mig ned for at læse avis i Bragesgade, blev jeg mødt af de blideste brune øjene i et barneansigt, pigen med et lille fint tørklæde bad om en selfie. Jeg var så paf, for min kappen havde jo haft sin effekt på mit eget selvbillede, og jeg hørte mig selv spørge hende lidt langsomt, om det var fordi hun havde set mig på plakaterne i forbindelse med valgkampen? Det var det. Det kunne jo også være, at hun troede jeg var en anden, bildte jeg mig selv ind. Hun fortalte stolt om sin bror, som havde været med til at arrangere valgmødet i mjølnerparken. Jeg trådte i karakter og roste hendes bror og sagde at hun virkede som en klog pige. Jeg blev tanten, der også fik hilst på hendes far med et nik og hænderne på hjertet. Jeg blev taknemlig for at hun mindede mig om, hvad vi har sat i bevægelse.

Tidligere på sommeren, da jeg var til sommerkoncert i den varme gymnastiksal på Rådmandsgade Skole, blev jeg overvældet af et andet brag. Jeg havde taget turen ned til skolen, lettere deprimeret, fordi det ville være min sidste som forældrer på skolen. Min ældste datter har skiftet skole nu, så hun kan følges med sin lillesøster og bonussøster på en skole på Frederiksberg. Skoleskiftet er en realitet og jeg anerkender min datters behov, men må være ærlig med hensyn til mine egne blandede følelser. For kan man være del af et fællesskab på en skole, hvis man ikke har børn dér? Er jeg nu én, som vælger fællesskabet fra? Jeg dukkede mig derfor mentalt, da jeg gik ned i kælderen til koncerten, bildte mig ind, at jeg fyldte minus og at jeg bare kunne sive ubemærket ind og lytte til mine små venner.

Sådan gik det ikke. Lyden der ramte mig, var som en hvinende kat, der trak mig hårdt i håret. Og jeg vågnede brat til 6. Klassernes fortolkningen af ”Beat it…don’t want to be defeated, you wanna stay alive so just beat it..it doesn’t matter who’s rong og right”.
Da jeg gik længere ind i gymnastiksalen og blev genkendt af børnene blev der vinket og hujet, og spurgt til, om jeg kom her, selvom Jamilla ikke gik her mere. Jeg blev spurgt om politik og partierne. Flere ville vide, om de også måtte være med i valgkampen næste gang. Jeg blev glad og stolt, og følte at min aktie i børnene og fællesskabet på skolen er båret af demokratisk repræsentation. Det er ikke er en aktie, som man kan købe for penge, det er en aktie, som bliver givet, uafhængig at blod og farve – bare menneske til menneske, gennem gode relationer. Båret af håb og frygt.

Det som på en måde forsejlede og befriede på samme tid, var da en pigerne spurgte til hendes forældres situation, om de ville blive smidt ud af Danmark, nu hvor Dansk Folkeparti har magten. Hendes forældre kom fra Somalia som flygtninge, og har stadig ikke dansk pas. Jeg hørte mig selv sige, som til mine egne børn, når de er angst, at nej, der kommer ikke til at ske dem noget. Og hvis der er noget som helst, skal hun ringe til mig. Hendes mørke øjene var alvorlige, og jeg tror det var det, hun var mest bange for i hele verden.

Jeg tror det er vigtigt at vi nogle gange er bange og frygter vores skæbne. Og det er vigtigt at overleve og holde fokus på at det skal gå godt. Det tror jeg vi kan, hvis vi undervejs fejrer det vi opnår, og rækker ud i bevægelse.

I dag vil jeg joine en stor bevægelse, som for mig handler om at anerkende frygt og handlinger baseret på frygt og alligevel feste i stolthed. Jeg er i den forreste vogn, med de to transkønnede aktivister fra Pakistan, Jannat Ali og Kami Chouhdry, som i første omgang fik afslag på visum til Danmark, fordi Udlændingestyrelsen var bange for at de ville blive her I Danmark. Jeg vil slappe af og nyde Priden.

På mandag vil jeg sende to ansøgninger og tage ansvar for min frygt for om jeg kan være en god mor, der er i stand til at brødføde mine piger, og stadig føle trangen til Et Nyt Vi. Det er ok. Det hænger godt sammen, og jeg kan stadig nå at handle, for det er ikke gået galt endnu.

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *