Ingen skam at sige fra – For vi har et valg

Efter at have set programmet ”Den dag de fremmede forsvandt” på DR her til aften, er jeg grundigt forarget. Men ikke over det, som programmet vil have mig til at være forarget over.

Det er tydeligt, at programmets ærinde er, at vi skal blive forargede over de ”dovne” danskere, der ikke kan klare mosten, og som hellere vil ligge på sofaen end at tage et ærligt arbejde, fordi det ikke kan betale sig. Javel. Men det, jeg for alvor bliver forarget over, er de vilkår vi byder de udenlandske arbejdstagere. Dem, som arbejder efter resultatløn og uden overenskomst.

Mange vil indvende, at de jo selv vælger at komme hertil, men er det virkelig et reelt valg, når kontrasten mellem Danmark og Østeuropa er så stor? Mødre og fædre forlader deres børn for at tage til Danmark og knokle, så sveden springer. Og ja, til en høj løn i forhold til, hvad de kunne tjene derhjemme, det siger sig selv, men under hvilke vilkår? Vi så i programmet rumænske stuepiger, der arbejdede så hurtigt, at DR fandt det nødvendigt at understrege, at der ikke var skruet op for hastigheden på optagelserne – den var god nok, så hurtigt arbejdede de rent faktisk. Der er ingen tvivl om, at i dét tempo bliver man slidt ned, hurtigt og skånselsløst. Skånselsløst, fordi de er pisket til at rende så hurtigt, for uden en overenskomst er det antallet af værelser, der afgør din løn.

Det, jeg så i aften, var, at danskerne sagde fra på grund af urimelige arbejdsvilkår – det gælder i hvert fald jobbet som stuepige, som må siges at være det grelleste eksempel. Det handlede i grunden ikke så meget om penge; jeg tror, at Henriette ville have sagt ja til stuepigejobbet, hvis det havde været mindre forjaget. Hvis hun for eksempel skulle nå to og ikke tre værelser på en time, var hun næppe blevet afskrækket fra jobbet. Jeg er sikker på, at mennesket har lyst til at være i gang, til at være driftigt! Vi er ikke af natur dovne, tværtimod. Det, jeg så i aftenens udsendelse, var en arbejdsgiver, der presser sine ansatte til det yderste, fordi han ved, at de ikke vil sige fra, for de kommer fra en virkelighed, hvor de ikke kan tillade sig at sige nej til et job, der for dem er så vellønnet. Hvad er det egentlig for et menneskesyn at slæbe rundt på? Vi skal ikke acceptere, at der findes en decideret underklasse af gæstearbejdere, som bliver behandlet hensynsløst, fordi ”det da trods alt er meget bedre end det, de kommer fra”. Vi skal sige fra, når Henrik Dam Kristensen ukritisk sætter den gamle plade om ”ret og pligt” på i stedet for at forholde sig til, hvilke vilkår, vi byder de lavest betalte mennesker i dette samfund.

De stuepiger har ikke et reelt valg, de er tvunget af omstændighederne. Men det har vi. Vi har et valg. Vi kan vælge at give dem – og alle andre mennesker – ordentlige arbejdsforhold! Vi kan vælge at se dem som ligeværdige medmennesker og ikke som ”de der østeuropæere”. Vi kan vælge at udvise solidaritet både på tværs af landegrænser og med de arbejdsløse i Danmark. Det er dét menneskesyn, jeg i Alternativet vil kæmpe for at udbrede.

-> FØLG UZMA
-> LÆS MERE OM ALTERNATIVET

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *