Er Danmark orkanens øje?

Er Danmark orkanens øje?

Jeg har tænkt meget. Efter valget. Hvad vej skal det gå. Både mit eget liv og mit eget liv i et demokrati, hvor minoriteternes rettigheder tegner til at blive prioriteret endnu mindre end hidtil.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som har oplevet resultatet af valget som en voldsom oplevelse. Størrelser som vores identitet, tryghed og sorgen over at miste det, vi kendte til, har været i spil. I mit eget tilfælde har jeg skullet finde tilbage til mit eget spor igen, efter en valgkamp, hvor jeg ikke kom ind. For jeg har siden september 2014 været en del af den medlemsvalgte spidskandidatgruppe i Alternativet, og efter valget har jeg kunnet glæde mig over det positive ved, at det parti, jeg selv har været med til at bygge op, er kommet så bredt ud i befolkningen, at der er ni mandater inde på Christiansborg, og at partiet er godt i gang med at sætte sine grønne aftryk. Men der har også været et vakuum. Naturligt, men jeg må erkende at det ligner en tilstand af chok, som giver plads til tvivl og sårbarhed.

Noget som påvirkede mig meget, i sidste uge, var en samtale med en kvinde, jeg mødte til en konference, hun var inviteret som keynote speaker. Hun har boet i Schweiz de sidste 25 år, men er fra USA, og som hun selv sagde, har hun nordisk oprindelse og bliver tit forvekslet med én fra Skandinavien. Vi talte om identitet, og bevægelsen fra at søge den i oprindelse til at søge den baseret på det sted, vi lever og måske også kommer til at dø. Det er svært, for ét er, hvad man som individ claimer, og noget andet, hvad man får ”lov” til, som minoritet i det politiske klima. Jeg fortalte selv, at jeg har haft lyst til at kamuflere mig, og lade som jeg ikke har stærke holdninger, der går i klinch med den magt, flertallet har givet til politiske ledere, som taler hadsk og nedsættende om minoriteter. At jeg nærmest har haft lyst til at blive hjemme og synge højt, og ikke lytte efter udviklingen på den politiske scene den sidste uge.
Kvinden har været engageret i at hjælpe syriske flygtninge med et værdigt liv i Schweiz. Men hun spurgte mig, om jeg har børn, og bad mig indtrængende om at stoppe med at skrive, søge et almindeligt job og holde lav profil. For det suser i Europa, og Danmark er orkanens øje. Hun havde selv netop mistet sit job på et universitet, fordi hun var fortaler for bedre forhold for de flygtninge, hun hjalp. I Europa er vi meget optaget af blod og race, sagde hun, og det med at tale om lige muligheder, er noget som kun bliver lyttet til i USA. I Europa bliver det hånt og latterliggjort. Det som mangler er bevidstheden, mente hun. ”Mange indser ikke, at deres frygt og manglende bevidsthed gør, at de fratager én muligheden for at brødføde sin familie, hvis man taler imod”. Jeg spurgte hende, hvad vi så skal stille op, og hun svarede: ”Hvis du tror på Gud, så bed til ham”.

Samtalen har hængt i luften som en svingende lussing. Og jeg har kæmpet for at skubbe den væk. Nu deler jeg den med jer, med en appel og en udfordring: Bemærk forandringen i Danmark. Vi er nu et land, som har en valgt en person til at varetage det højeste embede, som bemærkelsesværdigt mener, at det er OK at diskriminere for at passe på Danmark. Hold for øje, at det er demokratiet, som har valgt Pia Kjærsgaard. Og at hun endnu har rig mulighed for at bevise, at hun kan agere neutralt i henhold til hendes job.

Husk at i demokratiet, er det flertallet, som har ret. Og netop derfor findes der en særlig beskyttelse af minoriteter i form af vores Grundlov, FN’s Menneskerettigheder og dokumenter som EU’s ligebehandlingsprincipper.

Og nu til udfordringen: Kom ud af choktilstanden, hvor vi bebrejder det, som er sket, er skuffede og nedgør os selv som land. Den eneste konstruktive måde jeg ser, er at åbne øjnene, og tage ansvaret for, hvor vi bevæger os hen. Hvis vi har brug for det, kan vi godt bede til Gud undervejs, men der skal også handles.

Alle os, der bruger vores stemme eller et like til at reagere på udnævnelsen, husk at håndhæve den ret vi alle har til at påpege, hver gang overtrædelser af de basale rettigheder sker. Og lyt åbent, når fortællinger der vidner om krænkelse af minoriteters rettigheder bliver fortalt. For igen og igen må vi konstatere, at det er imellem og ikke under et valg, broerne kan bygges til Et Nyt Vi.

Jeg og mange har arbejdet længe på at skabe en ny Danmarkshistorie, det vil jeg blive ved med at invitere til.
https://www.facebook.com/pages/Vi-er-Danmarks-historie/691120644259763

 

3 kommentarer

  1. Ja, det ser ikke godt ud fremover jeg føler megen stor uro da jeg selv tilhører en minoritet.

    Reply
    • Kære Nike, jeg deler din bekymring. Er selv i sorg, men tænker det er vigtigt at vi handler på det, vi kan se er skadeligt for fællesskabet. En handling er netop at skrive om det, italesætte det og bakke hinanden op. Vi har brug for hinanden.

      Reply
  2. Kære Uzma. Fortvivlelse er en fristende tilstand (Man har jo brug for omsorg og anerkendelse og dette er fortvivlelse et udtryk for). Men husk på at den sundeste kritik og den bedste driver for udvikling, er et sundt og smart alternativ. ‘Opposition’ og ‘kritik’ skaber kun kløfter og afstand. Forkuser i stedet på at godt 70% af befolkningen nu faktisk ønsker en rød økonomisk politik. De 20% af dem, tilhører så en gruppe der virkelig har brug for et kram! Derfor stemmer man Dansk Folkeparti – fordi man har brug for et kram. Man er dog ikke i stand til at sige det, hvis det var – i stedet bliver dette til frygt, fremmedhad og kritik. Men husk på hvor dette kommer fra? Fortvivlelse. Så lad dig ikke friste af fortvivlelsen. Det er du for god til.

    Reply

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *