Eid Mubarak

Eid Mubarak

Når ramadanen starter i Pakistan, går samfundet i tandem. Jeg længes. Det føles som i går, men det er et år siden jeg var der sidst. Når jeg lander i den inderste gård efter otte timers rejse med fly om natten, og står ud i en diset morgen, hvor heden trænger ind under tøj og hud og slår til som en lussing, vågner mine sanser. Alt, lyset, farverne, lydene og lugtene er stærke som maden. Efter en to-timers køretur fra Islamabad og nordpå, hvor landskabet ændrer sig fra endelys by til endeløs land omkranset af bjerge, når vi til artillerifabrikkens mur, her er en mindre grusvej, som fører forbi bevogtet område med vildsvin og sjakaler, til skov med sovende kæmpe flagermus i træerne og bro over en bæk som i regntiden brøler, indad til min mors families landsby.

Jeg har base i min mormors hus, når jeg er i Pakistan. I dag er det min morbror og hans familie, som bor her. Der er en voldgrav omkring huset, en ydermur ind til gården og lægeklinikken og en indre mur, som fører til selve huset.

Husets hund holder vagt om natten. Her føler jeg mig også hjemme, jorden under mine fødder siger velkommen til, vi er ét. For her bliver jeg mindet om, at jeg ikke skal gøre mig umage, jeg skal bare være. Fasten i alle dagstimerne i Pakistan er langt fra så anstrengende som i Danmark, både fordi dagene er kortere, men også fordi hele samfundet indretter sig på en måned med faste. Man kan ligesom læne sig op ad hinanden, og det giver kollektiv anledning til at fordybe sig og mærke sult og tørst, og føle empati med dem, der er fattige eller syge. Den selvbeherskelse det kræver, gavner i andre livssituationer, hvor der skal tænkes i fællesskab i stedet for i individ. Det er en bestræbelse, som jeg sætter pris på og nyder.

Min morbror er læge og arbejder inde i hovedstaden Islamabad på klinik dér, men arbejder i weekenden i landsbyen i det, som startede som et mindre læskur, inden han blev færdiguddannet, til det som nu er en klinik, nødtørftig skadestue og et miniapotek. Her kommer patienter fra landsbyen, men også fra landsbyer i de omkringliggende bjerge. Folk kender hans navn vidt omkring, og det er altid muligt at finde et sted at overnatte, hvis man er ude på tur. Respekten der følger den gæstfrihed vi oplever sammen med ham, kommer af den ydmyghed han besidder.

300 meter fra min mormors hus bor min mors og morbrors fætter. Jeg ved ikke, om jeg kan fortælle præcist om det job han har, men konfliktløser vil være det nærmeste jeg kan komme på. De parter han mægler imellem tåler ikke dagens lys og har ingen navne. Han er gift med min mors yngste lillesøster. Hun er familiens første uddannede kvinde, fysiklærer fra universitetet i Peshawar. Da min mors fætter ville giftes med hende, spurgte han ikke om lov, han bortførte hende bare. Det er 40 år siden, men hans metoder er ikke ændret, bare fintunede til højere niveauer. Hans nybyggede hus er voldsomt smukt. Marmoren køler fødderne i varmen, og det fint udskårne ædeltræ er ikke til at få for penge, af den almindelige slags. I haven går to sjældne påfugle og der er skudsikkert glas i alle vinduerne. Omkring huset er en kæmpe mur med elektrisk hegn. Og koreanske kameraer, har øje på alt, der bevæger sig. Den respekt der følger ham, betyder at folk end ikke tør nævne hans navn. Den kommer af magt og frygt.

Jeg er på besøg, og har ikke noget i spil, når jeg er i Pakistan, så jeg taler med de forskellige voksne i familien, selvom de ikke ser hinanden. Fordi jeg er nysgerrig, og fordi jeg genkender mig selv i begge fætrene. Jeg er fascineret over den styrke, de hver især driver fællesskaberne omkring dem med, hvor meget de kan samle og sætte retning. Hvor meget de er styrede af deres passion, og hvor meget de brænder for det, de arbejder med.

Denne gang faldt fastens start samtidig med folketingsvalget. Og da jeg ikke kom ind, har jeg arbejdet med at komme på fode, som man altid gør, når man skal samle sig efter lang tids koncentreret arbejde. Og selvom jeg ikke har fastet, har tiden betydet eftertænksomhed og renselse. Jeg tror det er vigtigt, og jeg tror det er det, som kan forhindre stress og depression på længere sigt.

Og når jeg nu ikke er i Pakistan denne sommer, vil jeg holde fast i den mentale faste et stykke tid længere, og søge balance. For jeg er ikke anderledes end de to mænd i Pakistan. Men jeg husker at min morbror kan færdes uden for sit hus trygt om natten.

1 kommentar

  1. Hej uzma, jeg var med til eid for snart 40 år siden i Peshawar på en stor udendørsrestaurant, hvor folk sad på bænde ved lange, lange borde og ventede, og ventede, til signalet blev givet – nu må I spise. Det øjeblik glemmer jeg aldrig, jeg rejste meget i pakistan i 70erne, i Baltistan, mellem Peshawar og Lahore og i Baluchistan. Ærgerligt og trist at det er blevet så svært at rejse i landet nu, hilsen Peter

    Reply

Tilføj en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *